Ny side 1

Først og fremmest er jeg en selvstuderet røver - men uddannet som lærer på KDAS i 1988 med liniefag i bl.a. billedkunst. Har derfor i mange år haft en pædagogisk tilgang til det at skabe billeder. Siden kravlestadiet og blyantens opfindelse, har jeg kradset i alt – og med min morfars hjælp: tegner, bryggeriarbejder og maler, Børge Jensen (aldeles ukendt), havde jeg en lærermester, der kunne tegne med fotografisk præcision, og han indførte mig i naturalismens genskabende univers, næsten til den absurde perfektion.

Mit held var imidlertid, at jeg opvoksede som en del af halvfjerdsernes psykedeliske ungdom og fik forvrænget mit verdensbillede tilstrækkeligt nok til at kunne se de skæve vinkler. Det er ikke nogen hemmelighed, at både Dali og Picasso indfandt sig naturligt i min videre forståelse af billedets univers. Den kubistiske, naivistiske og surrealistiske tradition har siden forfulgt mig, og jeg kan ikke lægge den fra mig.

Ej heller naturalismens modsætninger i forhold hertil. Det er mit absurde skisma, at befinde sig i dette krydsfelt – og jeg kæmper dagligt for at bryde ud af det hele, og skabe en anden vej. Jeg er nok kommet der til, hvor det handler om at finde dialogen mellem os og de gamle mestre – spændingen mellem vores og deres nutid.

Det lykkes langt fra hver gang – men det er ligesom den med ”hjulet”: det er opfundet – og det er billedkunsten også – hvad enten man kan lide det eller ej. I dag er det kun et spørgsmål om, hvilke dæk du køre med, fra Khumo, Brigestone til Micheline, eller for den sags skyld, indonesisk rågummi.

Det er interessant at vide, at nyskabelsen inden for billedkunsten nok ikke ligger i det todimensionale lærred – men et helt andet sted, men det betyder ikke at lærredet er passé – det taler bare sit eget formuldede sprog: Og nyd det!

VH. Tommy Michael Jensen