| |
|
”Dawn City er som
udgangspunkt et mislykket eksperiment. Ikke nogen særlig flatterende
betegnelse for et kunstværk, hvis jeg selv skal sige det. Men resultatet
blev for mig senere voldsomt tilfredsstillende.”
Jeg havde anskaffet 10
lærreder til favorabel pris og befandt mig på mit landsted i Odsherred.
Som jeg husker det, var det mellem påske og pinse i foråret 2008. Det
skulle have været mit første non-fugurative værk; et abstrakt
eksperiment, og jeg havde kastet tre lærreder ud på græsset i den
vordende sol. Det var der, jeg fik ideen om at sætte dem sammen til eet
ved hjælp af et par gamle taglægter. På kort tid blev de tre lærreder
smurt ind i blå, violet og grøn. Dette foregik med fingre og klude
liggende på knæ i græsset. Solen fik farven til at tørre på rekordtid og
næste lag af røde og sorte konturer blev overstået uden overvejelser om
mål eller resultat. Det var jo stadig blot et eksperiment, og jeg havde
ingen anden forventning end, at lærrederne kunne fyres af på bålpladsen
bagefter.
- Nu har jeg lavet et
non-figurativt værk, tænkte jeg. Mit første! Men det er faktisk ikke
sandt, for jeg lavede et i olie for mange år siden, det var i den sidste
halvdel af 80´erne, men det havde jeg lykkeligt glemt, og det blev også
hurtigt solgt; måske er det forklaringen på, hvorfor det var ude af mit
sind.
Jeg stillede det op ad
stakittet til verandaen. Her bragede den skarpe forårssol ind i haven
gennem den halvnøgne bevoksning. Ved stakittet var der et område, der
var helt fri fra træernes lange skygger og vinklen var perfekt i forhold
til refleksionerne i den våde overflade.
Så er det, der sker
det, der ikke skulle ske.
Min konstruktivistiske
venstre hjernehalvdel overtager hele scenen, på sammen måde som Anders
Matthesen eller Prinsesse Mary, når de træder ind i rampelyset; det er
død irriterende, fordi man ikke har en kinamands chance for at gøre sig
fri, men bare må lade sig opsluge af deres kompetente tilstedeværelse.
Jeg går ikke ind for Kant eller Klafkis kategoriale
dannelsessynspunkter, men de er fa´me svære at komme helt uden om, når
ens hjerne gang på gang vil finde ordnede systemer i hvilken som helst
ragelsesbunke. Straks tegner sig et åbent bylandskab foran mig, og jeg
ser huse og bygninger, konturer af vand og broer og jeg ved, det vil
sige, rationelt ved jeg, at dette er netop den nonfigurative pointe og
styrke, jeg er i gang med at opleve, den rene subjektive oplevelse af
solens magiske lys. Men jeg bliver alt for smålig, mine sko strammer om
fødderne, og jeg tænker: Tænk sig, hvis andre skal gå glip af det her.
At de ikke oplever det samme som mig. At de ser noget andet. Det kan jeg
ikke leve med.
Derfor gik jeg straks
i gang med at male det billede jeg så foran mig – eller rettere, som min
ene hjernehalvdel så. Og hele eksperimentet gik i vasken med et brag.
To
dage senere var jeg færdig.
- Se, jeg har lavet en
by i daggry! Men byen var uden retning og sans. Den lå der bare, som et
sovende barn og vuggede på flodbredden. Derfor opfandt jeg lygtepælen i
forgrunden; den skulle føre mig over på den anden side, og som et
løbertræk på et skakbræt behersker den diagonalerne, og det er min
trøst, at der trods alt blev mere end en vej at gå.
|
|
